Job i Kantinen VGHF

Kan du lide at lave mad, og har du mod på at servicere Viborg Gymnasium og HFs ca. 1000 elever i kantinen, så er Køkkenet på VGHF måske lige noget for dig.

Arbejdsopgaver

  • I kantinen producerer og sælger vi dagens lune ret, salatbar, friskbagt brød og lignende
  • Herudover laver vi forplejning til diverse arrangementer på skolen

  • Det er vigtigt for os at det mad vi laver smager godt, at det er en god og lødig kost lavet fra bunden samt at hygiejnen er i orden

  • Vi står selv for rengøring, opvask, kundebetjening og egenkontrol.

Afdelingens profil

Kantinen er fysisk placeret midt i skolens fællesareal. Vi er en del af et ungt, energisk og meget rummeligt miljø. Vi har et godt samarbejde med en tæt og direkte kontakt til elever og lærere. Udefra set ligner vi en ganske almindelig gymnasiekantine med de krav og deadlines dette fordrer.

Inde i kantinen vægter vi arbejdsmiljøet rigtig højt, fordi et godt arbejdsmiljø fremmer den enkeltes trivsel samt personlige og arbejdsmæssige udvikling. Det der oftest bliver bemærket er den store rummelighed, det høje humør og den særlige forståelse for det at leve med psykisk sårbarhed. Mange medarbejdere nævner som noget af det første at det er rart at have kolleger, der også kender til at have det svært. Dette hjælper dem i processen med at stå ved sig selv på godt og skidt. Sammen med arbejdsleder og forløbsansvarlig er du selv med til at bestemme, hvilke opgaver du kommer til at varetage, om det er i front ved disken eller mere tilbagetrukket. Du vil blive lært op i nye funktioner. Vi lægger vægt på at fejl er noget vi lærer af og at alle kan bidrage med noget – også på en dårlig dag.

Vi bruger kantinen som træningsbane for at opøve de strategier du skal bruge for at kunne nærme dig uddannelse eller arbejdsmarkedet. De praktiske situationer fra dagligdagen bruges til sammen med arbejdsleder/ forløbsansvarlig at reflektere over hvad gik godt, hvad gik skidt og hvad vil jeg gøre anderledes næste gang? På denne måde genereres nye erkendelser og handlemuligheder, der kan afprøves i praksis. Undervejs i dit forløb i kantinen vil vi sammen have fokus på dine ressourcer, timetal og dine muligheder for udvikling. Du vil komme ud og mærke dine egne grænser efterhånden som du er klar til det i tæt samarbejde med arbejdsleder/ forløbsansvarlig.

Arbejdssted

Viborg Gymnasium og HF
Skaldehøjvej 12
8800 Viborg

Sidst opdateret: 29.11.2018